NUANCER I EN SORT/HVID VERDEN

I denne uge har jeg holdt foredrag to gange. En gang i Vangede, en gang på Frederiksberg. Det kommer altid bag på mig, hvor med-levende publikum er. Hvor lyttende.

At en dame kommer op til mig i pausen og giver mig et knus. At en anden fortæller om et opgør med sin datter, der slutter med at tilgive. Det kommer bag på mig hvor meget, de hører i mine tekster, som slet ikke står der: Sorg, længsel, tvivl, svigt. De ord står der ikke, men det er det, de hører. Jeg bliver mødt på min historie i en grad, som jeg aldrig havde forestillet mig. Det føles som ét stort kram fra fremmede mennesker. Men også vrede på mine vegne. En lyst til at slå i bordet. Jeg tror, at det er teksterne, der gør det. Jeg tror, det er, når jeg læser op, at vi mødes. Jeg kan høre det. Jeg kan høre deres lytten, at vi trækker vejret sammen og lytter, som var det til en koncert, med pauser og strøg og beat og bas. Nogle gange skal jeg hive mig selv op, når jeg skal holde foredrag, det er ikke altid, jeg føler mig klar. Det er at trække på mig selv i en grad, som jeg sjældent gør. At stå dér foran et publikum og ikke vide, hvor vi skal hen og at finde vejen undervejs. Jeg kommer med min historie, med mine tekster. Og med et ønske om at høre publikums erfaringer med Jehovas Vidner eller andre religiøse bevægelser Men først og fremmest deler jeg mig selv, og det kan være en kraftanstrengelse, men jeg bliver grebet. Altid. I denne uge så jeg et opslag om en ny bog, der handler om at blive forvist af et land på grund af religion. Og en kommentar til det opslag., der slår fast, at selv om vi mennesker kan deles op efter så mange forskellige klasser som musiksmag, alder, hudfarve, viden, traditioner, herkomst osv. Så er det altid religion, der splitter. Jeg ved ikke, om det er sandt. Men jeg ved, at mine møder med publikum i sig selv er at opløse de skel. At den dem/os tankegang, som styrer en nyreligiøs bevægelse som Jehovas Vidner, ikke findes i de rum. At vi forbinder os med hver vores historier. At alle kan genkende længslen, sorgen, tvivlen, svigtet. Jeg oplever nuancer i en sort/hvid verden. Og derfor kan jeg hive mig op med hårene næste gang. Det er vigtigt. Det er særligt.