MAN KAN GODT DØ AF AT LEVE

Jeg fik en forfærdelig besked i mandags. Min veninde er ”svært tilskadekommen” efter en motorcykelulykke i Jylland. Hendes mand døde. Tiden gik i stå der, og siden har jeg set verden gennem et filter af hende. Et filter af uvished og frygt. Og tanken om den virkelighed, som hun måske ikke selv kender endnu. Jeg kan godt arbejde, jeg kan godt gå en tur, jeg kan godt gøre mine ting. Men midt i det hele står en hybenblomst, som jeg plukkede lige efter, jeg fik nyheden. Den følger med mig. Jeg passer på den, for hvad kan man ellers gøre? Jeg tager billeder af den de steder, jeg er, og sender dem på sms til hende. For hvad kan man ellers gøre? Svaret er ”leveret”. Tidligere i år døde en samarbejdspartner, en ret ung mand, jeg arbejdede sammen med for nogle år siden. Jeg husker ham som det sundeste menneske i verden. En sportsmand. En hverdagsmester. Han fik kræft og selvfølgelig skulle han overleve, men han døde. Man kan godt dø af at leve. Man kan godt sidde på sin motorcykel og suse gennem landskabet det ene øjeblik og ligge svært tilskadekommen det næste. Og man kan godt sidde et sted i uvished og passe på en blomst, fordi der ikke er andet, man kan gøre. Jo, måske er der én ting, man kan gøre: Man kan bede dig, der læser med her om at sende en tanke til min veninde, sende hende bare et øjeblik af dit liv og lad os håbe, at det er nok til, at hun igen en dag selv kan plukke en hybenblomst og sætte den i en vase.

Tak.