FOR ENDEN AF DETTE ER DER EN SLAGS KÆRLIGHEDSERKLÆRING

I sidste uge købte jeg en bog – Det sidste brev hedder den – og et par dage senere læste jeg en fremragende anmeldelse i Berlingske af den skrevet af Caroline Engtoft. Ligesom postkasserne blev taget ned ved årsskiftet, opstod der (selvfølgelig) en fornyet interesse for breve. De breve der sendes med frimærke på. I Det sidste brev skrives de endda i hånden. Hvornår sendte du dit seneste brev? Jeg er for længst gået over til DAO-pakker og e-post, og selv da jeg udgav en brevbog sidste år, var brevene sendt vedhæftede en mail. Men engang skrev jeg breve og sendte dem med posten. Hele tiden. Hver dag. I sidste weekend fik jeg et par af dem tilbage, de er dateret i marts og maj 1991 i Dundee i Skotland, hvor jeg boede dengang og sendt til min søster. Der sad jeg i en kold og tom lejlighed midt i en nedslidt industriby og skrev hjem på min skrivemaskine. Når jeg læser brevene i dag (TAK til min gamle skrivemaskine, der gør det muligt), så møder jeg mig selv som 20-årig. Ikke som i et gammelt facebookopslag, der er skrevet til dem, der tilfældigvis kigger forbi på væggen den dag, nej, til min søster, hendes mand og deres to små børn. Jeg har ja-hatten på, for jeg ved de er spændt hårdt for derhjemme. Jeg joker med at være ved at falde ud af vinduet, mens jeg skriver, jeg har haft nogle hårde dage på jobbet med umulige børn og unge og jeg ønsker min søster en god bryllupsdag. Breve er at række ud og se den anden i øjnene på afstand. Jeg er for nyligt flyttet i et lille hus, og da jeg ikke modtager reklamer, har jeg ikke tømt postkassen en eneste gang, siden jeg flyttede ind for to måneder siden. Men Stine Askovs brev til Knud Romer i Det sidste brev, der er en brevkæde mellem 12 danske forfattere, mindede mig om glæden ved at komme hjem som den første og styrte ud til postkassen for at se, om der var brev til mig. Så jeg fandt postkassenøglen, der hang allerbagerst på nøglebrættet bag cykel-, bil og husnøgler og åbnede postkassen. Under en halvvåd Ugeavisen lå der et postkort med Hammershøis maleri ”Støvkornenes dans i solstrålerne” på. På bagsiden (eller er det forsiden?) stod der ”Jeg elsker dig”. Ikke mere. Jo et udråbstegn! Jeg kan se på håndskriften, at det er fra min mand. Han var i Schweitz i sommerferien og besøgte en Hammershøi-udstilling i Zürich. Havde det været en sms, havde jeg set den (næsten) med det samme. En mail havde jeg helt sikkert set med det samme for ikke at tale om en messengerbesked. Men jeg havde også glemt den ret hurtigt. Kortet, der i øvrigt er skamferet af et kæmpe klistermærke fra DAO, er kommet op på en hylde sammen med andre kære minder. Og måske dukker det op om 35 (!) år lige som brevene fra Dundee. Jeg tør ikke tænke på, om jeg til den tid ser tiden i dag lige så lyslevende for mig, som brevene til min søster fik mig til at gøre. Men hensigten vil jeg kunne huske. Jeg elsker også dig, David. (men vi må lige printe det her ud, hvis vi vil finde det om 35 år …)

Helle, 1991