SIG HEJ TIL HELLE FRA RØDVIG

Der var engang, jeg var business coach. Ja, sådan en, der stod over for ledere (typisk mænd i jakkesæt) og underviste i coaching i ledelse. Det var ingeniører, bankfolk, socialpædagoger, flere bankfolk. Faktisk var en af mine første opgaver sammen med min makker Helle Hobbis for Barclays i London (ja, det er en af verdens største banker). Jeg havde ikke noget jakkesæt, så det købte jeg i en Karen Millen-butik, dagen før vi skulle undervise på Marriott i London. Jeg fandt et, der var en lille smule prikket. Nålestribet var nok at gå for vidt. Helle var scenevandt på de finansielle gulve. Jeg var Helle fra Rødvig, der havde tjekket flyafgangene og togturen derud 1700 gange for at være sikker på, jeg nåede frem til det rigtige sted i tide. Den morgen før lederne fra Barclays ankom husker jeg mest, fordi jeg et øjeblik var alene på det enorme dametoilet på Marriott. Der var spejle overalt, et gyldent lys, et dyrt udtryk. Jeg fik øje på mig selv i spejlet, i mit nye jakkesæt, med perler i ørerne, høje hæle. Og der sagde jeg ”Hej” til Helle fra Rødvig og spurgte hende; "hvordan fa´en er du kommet hertil?"

Jeg var på det tidspunkt omkring 35 og havde tre små børn. Helle og jeg teamede op og de kommende år kørte vi masser af forløb for ledere. Jeg blev en del af et konsulenthus med Mokka Master og havudsigt. Mange morgener kørte jeg på tværs af landet for at møde ind på et hotel til ledertræning og coaching. På en måde var det en fest. Men det var også en evig konkurrence: kunne vi flytte noget, kunne de mærke os, blev det bedre end sidst?

Der er sket noget med mig siden dengang. Der er sket noget rundt om mig og inden i mig. Helle døde for to år siden, hun fik ALS og jeg fik sagt farvel til hende men ikke til os, hun bor i mig endnu. Men der er også sket det, at jeg en dag blev træt af at præstere. Jeg blev træt af, at det var udefra, jeg blev bedømt. Det var udefra anerkendelsen skulle komme. Måske var det, da jeg blev skilt og mine tre børn ikke fik det børneliv, jeg havde forestillet mig. Måske var det, da jeg var ludfattig i nogle år af samme årsag. Måske var det, da jeg begyndte at gå ture i dagevis. I hvert fald var det, da jeg begyndte at skrive igen. Motivationen kommer nu indefra. Vi kan også kalde det inspirationen. Jeg måler mig selv med mig selv. Jeg bilder mig ind, at jeg selv ved, hvornår noget er fedt, hvornår der er energi i det, jeg laver. Og jeg ved det i hvert fald godt, når der ikke er det. Det er blevet min rettesnor. Min indre vejviser om man vil. Jeg har slået op med konkurrencerne for vi har allerede vundet, som jeg skrev til Helle, mens hun var syg. Hun var bange for, at hun var ved at tabe kampen. Jeg svarede: You have already won. Du har sat dig spor, du er elsket.

Nu går jeg på scenen med opmærksomheden rettet mod publikum. Jeg skal ikke vinde, jeg skal ikke overbevise. Jeg vil bare gerne skabe en oplevelse – for dem og for mig.

Om en uge starter mine foredrag igen. Jeg har haft to måneders pause. Jeg har savnet intensiteten og nærværet. Hvert foredrag er en rejse, jeg ikke aner hvor ender, men jeg stoler på processen. Jeg har ikke mere et jakkesæt på, min skjorte er transparent og det er min historie også. For helt ærligt, det jakkesæt klædte mig sgu ikke særlig godt! PS find oversigt over de kommende foredrag her Helle Bertram | Forfattermøder

Helle Hobbis og Helle Bertram, 2008