ALLE MINE VENINDER*
For nyligt indviede jeg mit lille gamle hus ved vandet ved at invitere veninder fra nær og fjern. Nær, fordi jeg har kendt nogle af dem næsten hele mit liv. En af dem siden vi var 13. Fjern, fordi nogle af dem kom fra Nordjylland, Midtjylland og samledes i en bil og kørte sammen til Stubbekøbing. De fleste af dem kender ikke hinanden. Da jeg så dem samlet i mit lille hus, tænkte jeg på, hvor særlige mennesker, de hver i sær er. Seje og smukke, inspirerende. Ofte tager jeg mig i at se noget eller tænke på noget, som jeg vil dele med en bestemt veninde. Ofte gør jeg det. En bog, en udsigt, et ord. I går talte jeg med en veninde, som jeg ellers ikke ser ud over, når vi arbejder sammen om noget. Forinden skrev jeg til hende, om det var OK, jeg ringede til hende i løbet af dagen. Der kunne jeg se, at sidst, vi skrev sammen, var i oktober sidste år. Der skrev vi blandt andet, at nu må vi snart ses. Det fik vi ikke gjort. Alligevel strøg vi ind i samtalen, som om vi havde snakket sammen i går. Ingen af os sagde: Jamen det går godt, der er fart på. Eller Jo, jeg har masser at se til. Vi fortalte om det, der er. Om børn, mænd, arbejde. Lidt om sygdom, lidt om mad, lidt om penge. Uden et beskyttende lag forstillelse. Og vi fik også talt om opgaven, der var anledning til, at jeg ringede. Samme dag rakte jeg ud til en (ny) veninde, som jeg dårligt nok kender, jeg har bare en oplevelse af, at vi kunne lave noget fedt sammen. Det behøver ikke være nu, det behøver ikke være noget bestemt. Det er bare en oplevelse af inspiration. Hun svarede med det samme, at det kunne være fedt. Det har ikke altid været sådan. Jeg var et ensomt barn. I skolen var jeg og den anden Helle i klassen sidstevælger. Jeg var hende, der ikke regnede med at komme med i gruppearbejde. Eller til fødselsdag med mindre alle blev inviteret. Jeg er på mange måder gået gennem livet med en lille overraskelse over, at folk regner mig med. De første veninder, jeg fik, kender jeg stadig. Jeg værdsætter dem, og at vi stadig kender hinanden. Jeg skrev en tekst i bogen KORT, der hedder ”Veninder”: ”Det trækker spor at have en veninde, som et billedalbum, man kan bladre i. Når du ser på hende, ser du dit eget liv og lidt af hendes”. Min ene søn bor i Frankrig nu, og da jeg besøgte ham sidste uge, tog en veninde med på køreturen derned. Vi kørte sammen gennem Danmark, Tyskland, Belgien og Frankrig. Hun var også optaget af at se Laurits og hans nye by. Vi opdagede på turen, at da vi lærte hinanden at kende, var vi på samme alder, som han er nu. En aften efter hun var taget hjem, sad jeg sammen med ham på en restaurant, og han spurgte; Hvordan kunne du vide, hvem af dine venner, der ville blive i dit liv? Det kunne jeg heller ikke, sagde jeg. Man ved ikke, hvornår man møder et livsvidne. Man ved ikke, hvem der igen og igen tager turen over Danmark for at komme på besøg. Eller husker at skrive, når man skal ud at rejse eller til eksamen. Man ved ikke, hvem der hepper på sidelinjen. Eller hvem, der en dag kommer til at skrive: Kan det passe dig, at jeg kigger ind ved 8-tiden i morgen og får en kop kaffe? Man ved ikke, hvem der igen og igen byder ind med en god ide, der udvikler os begge to.
Man ved det ikke, men jeg er taknemmelig for hver og en og alt det, de er og det, de kommer med. I et oplæg for nyligt fortalte journalist Abelone Glahn om at miste sin mand og tiden efter, hvor man skal finde ud af, hvem man er blevet, når man er alene. Hun er mor, svigermor, mormor. Hun er forfatter, iværksætter og foredragsholder. Først i en samtale med veninder blev hun opmærksom på, at hun også er veninde. Hvorfor tænkte hun overhovedet ikke over det? spurgte hun sig selv. Jeg ser heller ikke mig selv som veninde. Jeg ser bare, at de mennesker, der regner mig med, investerer lidt af sig selv og det gør jeg også. Og det var i øvrigt også det, jeg svarede Laurits den aften i Frankrig. Nu dufter her af kaffe, og dagen er begyndt på den bedste måde, jeg ved: At skrive. Og at en veninde har kigget forbi og delt en bid af sit liv med mig. * "Alle mine veninder" er en sang af Sys Bjerre fra 2010




Kommentarer