STOLT

Kan man udgive en bog som 50-årig og komme nogen vegne med det? Nej, ville jeg have svaret for fem år siden. Der var jeg halvtreds, havde et job, som jeg var vildt glad for (det er jeg stadig!) og begyndte at tænke, at det alligevel ikke helt var nok.

Min drøm om at skrive bøger var ved at gå i opfyldelse med den lille bog KORT, og jeg fik et tilbud om at lave en portrætbog om den helt særlige Hassan Torabi. Jeg sagde nej tak første gang, han spurgte. Jeg troede ikke på, at jeg kunne. Han spurgte igen. Samtidigt skrev jeg på bog nummer to, der blev bog nummer fire, fordi indimellem udkom SPOR og Never give up – historien om Hassan Torabi. For jeg gjorde det. Sammen med David lavede jeg portrætbogen og sammen med Carina Sivager lavede jeg Dér, jeg er og kom samtidigt ud at læse op i alle egne af landet.

De seneste fem år har jeg udgivet seks bøger. Og sidste weekend var det mig, der var forfatter på BogForum med en talk på Mofibo’s stand sammen med Camilla og DR-radiovært Anders Laugesen. I år var det mig, der blev inviteret til nytårskur på forlaget, lanceringsmøder, bogreception og fik en fantastisk redaktør (Signe Amtoft) på Vidner – i sektens skygge. Nu er det mig, der har foredrag i hele landet – fra januar til maj 2026 skal jeg ud 18 gange, som det ser ud lige nu (find dem her Helle Bertram | Forfattermøder).

Derfor er jeg stolt. Stolt af ikke at lytte til dem, der sagde; Hvorfor gør du det ikke bare i din fritid? Stolt af ikke at lytte til mig selv, der sagde; Det skulle du have gjort, da du var 19. Og stolt af, at jeg stadig har det fantastiske job, som jeg troede, jeg skulle give slip på. Stolt af at have brudt et tabu i min familie, som ikke splittede men snarere samlede den.

Og her skal jeg styre mig for ikke at komme til at skrive tak til stort set alle mennesker i hele universet, for hold da op, hvor er der mange, jeg tænker på, når jeg ser tilbage. Dem, der inviterede mig ud at læse op af KORT. Dem, der lagde hus til Dér, jeg er. Dem, der har skrevet og udgivet sammen med mig. Dem, der heppede og hepper. Jeg tænker også på dem, der har kæmpet meget hårdere kampe end jeg, ikke mindst min Helle, som jeg skriver om i første blogindlæg, og min datter, der igen og igen har vist mig, at der ikke er grænser for, hvad man kan uanset hvad, der kommer i vejen. Jeg er stolt af, at alt dette til trods, så er jeg stadig allermest glad for min hverdag. For at mødes med mine børn et sted i byen og snakke om alt det, der sker hos dem. For at sidde en søndag formiddag og skrive. For at tjekke ind på arbejde på onsdag og vide præcis, hvad jeg skal dén dag. Og for alle de dage, hvor jeg selv bestemmer.

Men nok om mig, nu er det din tur: Hvad gør dig stolt?