Er du så rigtigt flyttet til København nu?
- Helle Bertram
- 15. jul.
- 2 min læsning
Sådan er der en del, der har spurgt den seneste tid. Og nej, det er jeg overhovedet ikke. Det kunne jeg faktisk ikke drømme om. Og her er en af grundene:
Jeg fik en besked en morgen for to dage siden. Hej Helle, stod der. Du popper op i mit hoved regelmæssigt, fordi jeg virkelig synes din måde i livet er virkelig inspirerende. Nogle gange kan man gøre noget for nogen, helt uden at vide det, og du har udvidet min horisont og ændret mit perspektiv mange gange. Både helt tilbage i tid, når vi mødtes, men nu ofte i de små budskaber i din fine måde at skrive opslag på. Du fortjener blomster for det hele, og jeg håber du vil komme forbi og klippe dem selv, en dag tiden og lysten er til det. Jeg tror du vil mærke og nyde ånden bag marken når du går rundt
Ja, det stod der. Og så adressen på blomstermarken et sted på Falster. Det var sådan en dag, hvor jeg egentligt ikke stod op til ret meget. Sådan en sommerdag, der kalder på, at man bare NYYYYYDER det, men hvor jeg ikke var i humør til at nyde noget som helst. En ikke-dag. Det ændrede sig lige dér. Senere på dagen stod i jeg i den skønneste blomstermark på Falster. Jeg kan ikke sige, hvor mange forskellige blomster, der var. Jeg plukkede mindst 10 forskellige, som stritter i alle retninger. Nogle minder mig om min mors dekorationer, som hun lavede af blomster fra haven dengang i 80´erne. Nogle valgte jeg, fordi de dufter så dejligt, når de blomstrer. Nogle stod tilbage med frøkapslen og vil være smukke i mange måneder. Omkring blomstermarken stod rødgult korn og en lang allé med træer, der fører op til en gård, som et strøg af en pensel gennem landskabet. Jeg skulle ikke lægge penge nogen steder for de blomster. Jeg skulle nyde det, og det gjorde jeg. Jeg nød en kærlighed til det sted, jeg tilfældigvis valgte at flytte til, da jeg fik min første søn. Hvor mine børn er vokset op. Hvor jeg kender folk, også dem jeg ikke kender, men som bare skriver en mandag morgen: Hej Helle, du popper op i mit hoved .... TAK til dig og tak til Falster og tak for spørgsmålet om jeg så bare bor i København nu. Heldigvis skal jeg ikke vælge.




Kommentarer