Det spørgsmål har jeg stillet mig selv 18023947398 gange de senere år. Jeg troede aldrig, at jeg skulle bruge min historie så direkte, som jeg alligevel valgte at gøre. For det første har jeg tvivlet på, om det, jeg husker, er sandt: ”Hvem er jeg, som skal sige, hvordan det i virkeligheden var?” Og jeg har tænkt på dem, jeg ikke kan undgå at fortælle om, når jeg fortæller min historie.
Først og fremmest mine forældre. Som er så meget andet, end det, jeg skriver om. De er også forældre, som har hjulpet mig ved at købe en lejlighed, da jeg studerede. De er også forældre, som ind imellem har skrevet; Hej Helle, håber I har en god ferie/fest/havedag (fyld selv ind), når det er sket noget i mit liv. De er også forældre, som er stolte over, det jeg skriver og hepper fra sidelinjen.
Men derudover er det også dem, der har trukket stikket på rigtigt mange ting. Som siger mere nej end ja. Som jeg og mine søskende gennem hele vores liv, siden vores forældre blev Jehovas Vidner, har forsøgt at få mere med i vores liv. Vi har sendt billeder af vores børn. Vi har inviteret os selv på besøg (fordi vi aldrig blev inviteret). Vi har ønsket og håbet, at de ville sætte noget andet i stedet for jul og fødselsdage, men de gled bare længere væk fra os og fra resten af familien. Vi har med andre ord savnet dem.
Først sent gik det op for mig, at det ikke er okay. Og jeg satte mig ind i de mekanismer, der har trukket dem væk fra familien og ind i en religiøs sekt. Mine forældre er (var) jordbundne, ressourcestærke, ja lige frem forbilleder for mange. Hvordan kunne det ske? Derfor valgte jeg for et år siden at sige: Ja, jeg må gerne fortælle min egen historie.
For den handler ikke kun om mig. Den handler om dem, der bliver klemt af en religiøs sekt. Om dem, der slår knuder på sig selv (især børn og unge) for at passe ind i mærkelige dogmer og regler. Om forældre, der mister børn og børn, der mister forældre. ”Vidner – i sektens skygge” var først breve mellem Camilla, der er vokset op som Jehovas Vidne og senere er gået ud, og mig. Brevene forstærkede min følelse af, at det ikke er okay. Af at Jehovas Vidner og religiøse sekter i det hele taget er langt mere giftige, end jeg troede. Det hele ser pænt ud. Men tro mig, det er det ikke.
Bogen udkommer på Peoples og Mofibo d 20. maj 2025. Tak til vores forlægger Kristian Brårud og redaktør Signe Amtoft, som har læst vores breve som litteratur, som vidnesbyrd, som to perspektiver, der er meget forskellige, og som kan hjælpe os og andre fra skyggen og ud i lyset.
PS Billedet er fra en af de sidste fødselsdage i familien, jeg var med til. Min farfars tres års fødselsdag, tror jeg. Jeg var ca 14 år. Herefter valgte mine forældre at blive væk og dermed blev jeg også væk på alle mulige måder
Comments