OM AT GRIBE OG BLIVE GREBET

Her i foråret har jeg holdt en masse foredrag. De handler om mit liv ”i skyggen af en sekt”. Det startede d 12. januar på Sakskøbing bibliotek. Siden har jeg været afsted hver uge, nogle gange flere gange om ugen. Jeg vil tro, jeg har mødt langt over 1000 mennesker på fire måneder. Hver gang er det nyt. Hver gang mærker jeg publikum fra det øjeblik, de træder ind i salen. Nogle gange går jeg rundt og giver hånd. Det tager de rigtig godt imod. Det er som om, at det korte ”hej, jeg har set dig” skaber den forbindelse, som jeg mærker under hele foredraget. Måske vil jeg hellere kalde det ”samtalen”, for det er sådan jeg oplever det. Mit ”foredrag” er ikke en fast skabelon. Det er mit liv. Jeg har tekster med, som jeg læser op. Nogle gange læser jeg en, nogle gange flere. Nogle gange ryger vi ud af et spor, jeg aldrig har gået ned ad før. I sidste uge spurgte en deltager: Elsker du dine forældre? Det spørgsmål har jeg ikke fået før. Andre gange fortæller publikum selv om deres erfaringer med Jehovas Vidner. Jeg bliver stadig ofte rystet, selv om jeg efterhånden har hørt en del. En fortalte, at de havde mistet kontakten til deres datter og børnebørn, fordi hun var gået ind i sekten. Han var en høj mand, han startede med at præsentere sig som militærmand (så han mente nok han kunne tale rummet op). Han kom ikke langt i sin fortælling, så brød han sammen, og dem, der stod tættest, på greb ham. Tak. En fortalte, at hendes demente mor var blevet ”venner” med en fra Jehovas Vidner, og hun begyndte at skjule, når hun købte fødselsdagsgaver til børnebørnene. De måtte ikke mere komme fra hende men skulle gives via en anden person. Hun skjulte også besøgene fra denne ”veninde”. Hun var bange for at blive ”afsløret”. Efter morens død fandt familien stakkevis af ”Vågn op” og ”Vagttårnet” bag bøgerne i morens reol, dem havde hun også skjult. Det var en stor sorg for familien, at en fremmed var trængt ind i morens liv og havde gjort hende bange for sin egen familie. Efter seneste foredrag blev jeg kontaktet af en mand, der er kommet i klemme, fordi hans kone er blevet Jehovas Vidner. De kan ikke tale om det, og han kan ikke lade sig skille, for hvad vil der så ske med børnene?!Desværre kan jeg blive ved. Det er min historie, jeg fortæller, men den minder om så mange andres. Fælles er, at man ikke både kan være Jehovas Vidne og samtidigt have en sundt forhold til sine nærmeste, hvis de ikke er det. Jeg havde den glæde ved seneste foredrag, at en stor del af min familie var der. Min mand, to af mine børn, min onkel og hans kone. Og jeg fik blomster og chokolade.Jeg var mere nervøs den dag, end jeg plejer at være. Pludselig føltes ”min” historie ikke som min. Det er vores. Det kom tæt på. Bagefter gik vi ud og fik en øl sammen. Det er jeg taknemmelig for. At vi er sammen om det. At vi kan tale om det. Og jeg håber sådan, at ham fra militæret, hende med den demente mor og ham med konen og alle de andre, der sidder i salen og kan genkende sig selv i min historie – at de også har nogen at drikke en øl med bagefter. Nogen at tale med. Blomsterne står her og folder sig ud. Og minder mig om kærlighed. Kærlighed uden betingelser. PS Hvis du har brug for rådgivning om religiøse sekter i Danmark så kontakt foreningen Inside out, der rådgiver pårørende og tidligere medlemmer. Lyt også til podcasten Udstødt, som jeg selv er blevet meget klogere af.