I DET MINDSTE HAR VI HAFT DEM

Forleden skulle jeg invitere til en begivenhed, og jeg løb alle mine venner på Facebook igennem, de skulle inviteres en ad gangen. Jeg stødte på en, der har været død i tre år måske fire. Vi gik på efterskole sammen, og jeg kendte hendes mor, der underviste mig i blokfløjte, da jeg var lille. Hov, hvor blev du af?

Så var der min veninde Helle, min sjæleven, hun er her endnu, men hun er her ikke, hun gik bort med ALS i juni sidste år. Hun er her endnu. Og så var der nogens mor eller far, som jeg ikke rigtigt kendte, men holdt af alligevel og det gør jeg stadig. Listen over mennesker, jeg mister, bliver længere, men listen over mennesker, jeg møder, er længere endnu. Det er en tilgangs-akt. Et plusregnskab. Kan man sige det sådan? Kan man tænke sådan på det, at man egentligt aldrig rigtigt mister, fordi dem, der har været her jo har været her. Som Martin Krasnik skrev om Yahya Hassan; ”Vi har tabt ham, men i det mindste har vi haft ham”.

Sidste år mistede vi også Jønne Bønne. En knortet original. Jeg ser ham mellem træerne i skoven. Og vi har mistet min gamle ven Henning Becher, men han er med, når vi kører bil og husker hans ordrer, der blev råbt på vietnamesisk, mens han slog ud med sine store, tatoverede hænder. Min kollega Martin, som gik bort for et par år siden, dukker op, når jeg søger på mails om havne. Og min mormor og farmor var med i stuen forrige søndag i Brechts Hus, fordi jeg læste op fra KORT, hvor de kigger forbi som en tanke.

Sådan vil jeg gerne leve. Med de døde. Fordi de stadig lever i os. Vi har tabt dem, men i det mindste har vi haft dem.