top of page
  • Forfatters billedeHelle Bertram

HELLE

Opdateret: 9. jul.

I går mistede jeg min veninde, min sjælesøster Helle Hobbis. Hun døde, hun kunne ikke andet. Det var ALS, som man ikke kan stille noget op overfor. Vi har mistet hende langsomt siden 2018. Jeg fulgte hende i tankerne, jeg besøgte hende, når jeg kunne. Jeg drømte om, at vi skulle gå sammen en dag, selv om jeg vidste at snart ville hun miste sin førlighed. Så skrev jeg i stedet. Som man kan, når man ikke kan gøre andet. Til minde om Helle 1971-2024: Kære veninde, i dag har jeg ikke hørt fra dig i fem måneder. Din mand har fortalt, at når du ikke svarer, er det fordi, du har det dårligt. Du trækker dig ind i dig selv som en syg kat, der gemmer sig i skabet under vasken og indstiller sig på at dø. Gør du det? Du har allerede levet et år længere, end lægerne forudsagde. To et halvt år gav de dig. Det skal være løgn, svarede du. Man kan ikke dø, når man har tre børn. Hvor mange børn kan man have, når man tror, man snart skal dø? Vi hedder det samme. Vi tænkte engang det samme. Du kom altid med fly fra udlandet, og vi kørte rundt i din Chrystler, hvor dørene låste med et mørkt klik, når motoren satte i gang. ”Det er en amerikansk bil”, svarede du, uden jeg havde spurgt. Jeg beundrer din ro. Da jeg så dig sidste sommer, skulle du bæres ind over dørtrinnet til vores stue, og I havde en stol med, du kunne holde ud at sidde i. Hænderne krogede, men det lykkedes dig at spise pandekager med værdighed. Det lykkedes mig at se dig og mærke din ro. Du er et spejl af en tid, jeg er stolt af. Jeg så det på Facebook: My dear friend Helle is suffering for ALS, please help her to get the treatment she needs, to stay alive for her husband and children and for all the friends who loves her.

Selvfølgelig har du ikke selv bedt om hjælp. Selvfølgelig skrev jeg, at jeg ville komme til London og besøge dig. Til foråret. Selvfølgelig spurgte du: Hvordan går det med din datter, som om det er vigtigere, end at du selv er ved at dø. Sådan er du. Den første aften, jeg så dig igen, talte vi om døden. Hvor syg bliver du? Er det kroppen eller talen, der sætter ud først? Er det hjernen, dit sprog og alle dine tanker? Vi skal have friheden tilbage, veninde. Jeg siger, at vi snart skal gå 100 kilometer, men du drømmer om Kilimanjaro. Det er sådan, det er med os to. Jeg ser en vej, du ser et mål. Nu skal jeg snart have købt den flybillet og spurgt din mand, om han tror, vi kan klare det en dag eller to. Jeg ser Cotswold Hills for mig, det er ikke Kilimanjaro, men det er en vej, vi kan gå, en vej, jeg kender. Jeg skal lige have tjekket op på, hvordan du har det. Jeg følger din søster på Facebook og ser billeder, hun har lagt op af glade fødselsdage og børn, der spiser is. Det ville hun nok ikke gøre, hvis du var død. Jeg ser din fars 70-årsfødselsdag og går billederne igennem for at se, om du var med. Det var du ikke. Jeg ser billeder fra jeres bryllup. Det bryllup, I holdt sidste år, fordi det er længe siden, I sidst blev gift. Fordi I ville fejre kærligheden igen. Du var i rød kjole og så smuk i din kørestol. I udstrålede kærlighed. Du ved slet ikke, hvor rørt jeg blev. At jeg stadig er med dig på de store dage, som et hjerte omkring din hals eller en lille perle i hårspændet. Du er blevet så nøjsom. Engang ville du være chef. I dag vil du gerne ud at bade.

Det er svært at finde hvile i sit eget liv, når en veninde langsomt går i stykker. Jeg låner lidt af den ro, du har vist mig.

Jeg ved ikke om, det er dit eller mit mål, at du skal leve. Om du overhovedet har lyst til at gå 100 kilometer. Hvis du kunne lave alting om, forestiller jeg mig, at du ville smutte i et jakkesæt og være på vej til arbejde. At du ville sidde med en drink i Docklands klokken 19 med dine vinvenner. Med store solbriller og en ring, der glimter i solen. Det er dig, der har lært mig at have glinsende læber. Hvis man ikke har tid til make up, er det vigtigt at have en lipgloss i tasken, den redder det hele. Hvis vi kunne gå den tur, ville jeg ikke være så hjælpeløs, vel? Jeg kunne skubbe, hvis du sad i en kørestol eller en jogger. Jeg kunne hjælpe med at hente mad og kigge på alt det, vi kom forbi, sammen med dig. Vi kunne lade som om, vi er frie og drømme om alt det, vi skal næste sommer. Du ville lyse i det landskab, vi passerer, og jeg kunne bære dine tanker for dig, lidt af det, du ikke selv kan rumme. Og vi kunne skrive til din familie, at de roligt kan tage i skole, på arbejde, eller besøge en ven, fordi jeg har grebet dig en lille smule – vi klarer den! Næste gang, jeg ser dig, dur hænderne ikke mere, og jeg får lov at give dig lipgloss på, dine læber er tørre, og du smiler stadig. Vi er forbi det sted, hvor vi kan gå sammen, men jeg holder dig i hånden nu og masserer dine fødder, og hvert skridt, du ikke går, tager jeg for os begge, fordi livet vil det sådan, at jeg stadig er med dig, og du er med mig.”Vi ses”, siger vi og smiler, da jeg smækker lågen bag mig, og det gør vi, jeg skal bare lige finde ud af, hvordan vi når derhen. SPOR, 2021




 

 

 


105 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentários


bottom of page