DER MÅ TRISSES

Jeg har læst Christina Hesselholdt i sommerferien. Og i dag skriver jeg med havudsigt i Stubbekøbing. Udsigt fra mit lille hus i Grønnegade, som de seneste fem måneder er blevet revet ned og bygget op igen, så det er blevet et hus, man kan bo i hele året. Der er tre store vinduer, der vender ud mod vandet. Fra mit spisebord ser jeg sejlerne liste ud af havnen tidligt om morgenen og søge ind sent på dagen. Denne uge trisser jeg. I bare fødder. Fra køkken til stue og tilbage igen. Ud på terrassen og ind igen. Der må trisses. Der må listes. Der må vades. Det minder mig om en samtale, jeg havde med Helle Helle på Møn sidste år. Hun fortalte om at være nøje med sine ord. Om at bruge ordbøger for at finde det helt rigtige udtryk. I ”Hey Hafni” bruger hun ordet ”stoltserer”. En præcis variant af ”at gå”. Og jeg kom til at tænke på det, da jeg i Christina Hesselholdts ”Gennem et filter af rødt” stødte på en fasan, der ”bener trompeterende”. Man må holde tilbage for det fine valg af ord: at bene trompeterende.

At skrive er omhu. Det er ikke ligegyldigt om en fasan går over vejen eller om den bener. At trisse er ikke det samme som at traske eller at vade. Om lidt vil jeg læse Lone Hørslev. Jeg ved, hun kan. Jeg læser også Ulrikka Gernes og Marianne Larsen. Jeg trisser og lader ordene falde på plads et sted mellem spisebordet og teksten.