ØJEBLIKKETS MULIGHED

Kender du det, at man har lidt for mange meninger i sit hoved? For og imod. Hvad vil der ske, hvis xxx? Hvad vil xxx sige, hvis jeg xxx? Sådan har jeg haft det et stykke tid. Jeg tror, det kendetegner overgange. Tidspunkter i livet, hvor det, der plejer at være godt eller man plejer at tro på, ikke virker mere. Tidspunkter, hvor man flytter sig fagligt. Hvor dem, man tidligere blev inspireret af, er falmet. De idéer, man fik for et halvt år siden og har arbejdet på, mister flyvehøjde. I stedet er man blevet bange for at tage beslutninger. Bange fordi det er svært at vide, hvad der er det rigtige at gøre. Er det bare en fase? Får jeg om et par måneder min gamle glæde ved det, jeg plejer at blive glad af, tilbage? Når man skriver, er der ingen chef ud over en selv. Jeg ved ikke præcist, hvor jeg skal hen, jeg ved ikke præcist, hvad det næste, jeg skal skrive, er. Jeg besluttede efter de to bogudgivelser i sommer, at jeg ville tage mig en tid uden deadlines og meldte mig til Københavns Kunstskole for at møde andre skrivende mennesker og gå ind i det rum, jeg elsker. Det rum, hvor ordet og teksten er det vigtigste. Det er jeg glad for, jeg gjorde. Jeg besluttede også, at jeg ville blive i de to bøger, jeg udgav i sommer, så længe, som muligt. Følge dem til dørs, så længe jeg har noget på hjerte med dem. Fra januar 2026 holder jeg foredrag  hver eneste uge og nogle uger flere end det indtil maj (find dem her. hvis du vil være med). Det glæder jeg mig til. Og så besluttede jeg, at det er okay ikke at sætte nye mål, før jeg er på sporet af noget, jeg ikke kan lade være med. Jeg er blevet usikker på, om jeg overhovedet kan skrive en bog til. Jeg er usikker på, hvor jeg hører til. Mobifo-universet er fyldt med serier – serier, der udkommer flere gange om året. Forfattere, der har kontrakter for de næste seks bøger. Det har været inspirerende at møde dem og dét univers, men det er ikke mit, jeg kan ikke producere på dén måde. Hos Peoples og de fleste andre større forlag tænker de ultrakommercielt, og selv om vores bog Vidner – i sektens skygge har solgt godt og vist nok er udkommet i andet oplag (den trykte altså), så forventer jeg ikke, at jeg kan komme med et manuskript og få det antaget, bare fordi vi én gang har haft et godt samarbejde. Det er med andre ord tilbage til start igen. Vil jeg skrive og udgive selv? Hvad er så vigtigt at skrive, at det er arbejdet værd? Det tager utroligt mange kræfter at lave en bog, ikke blot at skrive den men også at gennemarbejde, udgive, skabe synlighed. Jeg har drømt om at blive en del af et litterært miljø. Jeg går til forfattermøder og arrangerer dem selv. Jeg fik tre bøger i julegave, af dem kender jeg de to forfattere personligt. Og jeg oplever, jeg (stadig) har en god grundfornemmelse af, hvornår litteratur holder, hvornår det er godt og hvad, der er særligt. En grundfølelse (og vel også en vis viden) jeg har skrevet bogomtaler og anmeldelser ud fra siden 2001. Det er jeg stoppet med nu, det føles forkert at vurdere ”kollegers” arbejde på den måde. Jeg har været med til at starte Litteraturselskabet Stubbekøbing, som nok lyder småt, men som har formået at trække stor litteratur til Stubbekøbing mange gange (og mere kommer til i foråret 2026) og jeg er med på børne- og ungelitteraturfestivalen Fortællinger ved vandkanten i januar 2026. Her på en af årets sidste dage kan jeg ikke sige, at jeg kender svaret på noget af det, jeg har kastet i luften her. Jeg stoler på øjeblikkets mulighed. Jeg stoler på, at vejen nok viser sig lidt ad gangen. Og hey, man behøver jo ikke at have en plan. Man kan også bare være taknemmelig for alt det, der er gået godt. Og det er jeg. Godt nytår, tak fordi du læser med.